You can support building the 8 stupas

Our Paypal account :
shedrup.choeling@gmail.com

Our bank details:
Merkur Andelskasse
Vesterbrogade 40,1
1620 Copenhagen V


IBAN Account number :
DK7484010001143611

Swift-/BIC code :
MEKUDK21

1.

Lotus Blossom Stupa. 

This Stupa symbolizes the birth of Buddha 623 B.C. in the famous garden of Lumbini, Nepal. Because at birth Buddha took seven steps in each of the four directions” (East, South, West, and North). Miraculously each direction lotuses sprang, symbolizing the Four Immeasurable: love, compassion, joy, and equanimity. The four steps of the basis of this stupa are circular, and it is decorated with lotus-petal designs. Occasionally, seven heaped lotus steps are constructed. These refer to the seven first steps of the Buddha.

        

2.

Enlightenment Stupa.

 

 This stupa signifies buddha conquer all defilements and veils at the age of 35-year-old and attainment the state of enlightenment under the bodhi tree in Bodh Gaya, India.

 

 

3.

 

Stupa of turning the wheel of dharma.

 

After Buddha attained enlightenment, he gave first teaching in a deer-park Sarnath, India. This Stupa has many doors and the series of doors on all sides of the steps that represent the vast of his teaching.

 

 

4.

 

The Great Miracles Stupa.

 

This stupa commemorates the display of various miracles performed by the Buddha when he was 50 years old. Legend claims that he overpowered Mara sand heretics by engaging them in intellectual arguments and also by performing miracles. This stupa was raised by the Lichavi kingdom to commemorate the event.

 

 

5.

 

Stupa of Descent from
the Tushita Heaven.

 

This Stupa symbolizes the Buddha return from Celestial heaven realm to Human realm. Mayadivi, the Buddha mother was reborn in celestial heaven realm and buddha went there to repay her kindness. he spent a summer retreat there and taught her the the path to enlightenment. Local inhabitants built a stupa like this in Sankasya in order to commemorate this event.

 

                                                                                             6.

 

Stupa of Reconciliation.

 

This stupa signifies the reconciliation of the disputing factions within the monks which had been divided by the enmity of his cousin Devadatta. Buddha reunited the Sangha at the Veluvana bamboo grove at Rajagriha, WB in India. This stupa was built by King of Magadha.

  

 

7.

 

Stupa of Complete Victory.

 

This stupa commemorates the Buddha’s agreement to extend of his lifetime by three months with the request of lay devotee Tsundara. This event occurred at the city of Vaisali in India, when Buddha was eighty years.

 

  

8.

 

The Parinirvana Stupa.

 

This stupa marks the Buddha passing into nirvana, which means complete absorption into the highest state of mind in 543 B.C. in Kushinagar, India.

 

 

 

 

 

 

Buddha s liv!

Buddhalegenden

 

 

Forord

 

Buddha Shakyamuni var stifteren af én af verdensreligionerne, og derfor en skikkelse man ikke kommer uden om, hvis man vil beskæftige sig med hans lære, buddhismen. Imidlertid er forståelige tekster om hans liv ikke umiddelbart tilgængelige.

Den biografi man oftest finder i biblioteksbøger og undervisningsmateriale, buddhalegenden, ligner et eventyr eller en religiøs, dogmatisk beretning.

 

Det er dog ikke besynderligt, at det forholder sig således. Buddha levede 550 år før Jesus; så lang tid siden at meget kan forvrænges, glemmes eller opdigtes. Ydermere blev buddhismen spredt til adskillige lande, hvor de forskellige buddhistiske traditioner blev integreret i overensstemmelse med landenes respektive kulturer. Således er der blevet lagt vægt på forskellige aspekter af buddhas liv og lære i f.eks. kinesisk-, tibetansk- og thailandsk buddhisme, der alle har forskellige udtryksformer.

 

Buddhas biografi og lære blev i de vestlige oversættelser ofte stærkt farvet. De første oversættere af buddhistiske tekster blev foretaget af kristne missionærer, der brugte ord som synd, gud og djævledyrkelse, upåagtet at sådanne begreber end ikke findes i buddhismen. Meget bedre blev det ikke med de akademiske oversættelser, der reducerede Buddhas lære til tør og nihilistisk filosofi. På det sidste er der kommet skolebøger, der er fagligt ukorrekte, og baserer sig på populærlitterære blandingsprodukter. De lægger vægt på tantriske emner, men behæftet med fejl og med forkert fokus.   

Det skal dog nævnes, at inden for de sidste 30 år er der skrevet bøger, der går ud over kulturelle forskelle og præsenterer buddhismen i sin helhed.

 

Nedenstående beskrivelse af Buddhas liv, buddhalegenden, er skrevet indefra buddhismen af Karma Kadjy Skolen, der er én af fire tibetanske retninger. Siden 1960’erne kom tibetansk buddhisme til Indien og siden hen til vesten, hvor den nu har slået rødder. Håbet med denne beskrivelse af Buddhas liv er, at give den i en anden version end den gængse; en version , der er mere overskuelig og forståelig, og som repræsenterer buddhismens syn.

 

Der er mulighed for at få arrangeret foredrag om buddhismen for skoleklasser eller projektgrupper, der beskæftiger sig hermed. Det bliver givet af buddhister fra Karma Kadjy Skolen.

 

Gedsted

5. februar, 2003

Jørgen Jensen

 

 

 

 

 

Buddhas liv

 

Buddhalegenden

 

For 2580 år siden fik det aldrene fyrstepar Shuddhodana og hans kone Mahamaja af Shakya-slægten en sidste chance for at få en arving. Trods sin modne alder blev Mahamaja gravid, og fremtiden syntes sikker for deres rige, der lå ved grænsen mellem Nepal og Indien rundt om byen Kapilavastu, der i dag kendes som Lumbini.

 

Mahamaja havde flere specielle drømme i sit svangerskab, og tre hellige mænd blev hidkaldt. De sagde, at hun ville få en søn, der ville være noget helt særlig. Enten ville han blive en god leder for sit folk, der ville holde sammen på riget og besejre nabostammerne, eller også ville han gå helt nye veje, og bringe erkendte, åndelige sider frem til mange mennesker. Det afgørende for om deres søn ville vælge den ene eller den anden vej, var om han ville se forgængelighed og lidelse i verden. Hvis dette kunne skjules for ham, ville han vælge regentens vej, hvis ikke, ville han gå den åndelige vej.

 

Shuddhodana og Mahamaja vidste hvad de havde, men ikke hvad de kunne få og valgte at lave en god fyrste ud af Siddharta Gotama, som de navngav deres nyfødte søn. Siddharta blev født i krigerkasten, den næsthøjeste kaste lige under præstekasten. Han havde blå øjne, da hans slægt tilhørte en befolkningsgruppe, der for genererationer siden var udvandret fra Ukraine området.

Snart viste Siddharta sig at være en kraftfuld lille én, og de kaldte ham ”den mægtige Shakya”, Shakyamuni. Han havde de bedste lærere indenfor logik, filosofi og religiøse studier, sports- og krigerdiscipliner og nød et sundt samvær med kvinder.

 På alle områder havde han en umættelig interesse og evne til at lære.

De omgav ham med alt nydelsesfuldt og spændende, og fjernede alt, der pegede på sygdom, alderdom, død, og tab. Alle tjenere, der blev syge eller blomster, der visnede, blev fjernet og de første 29 år i sit liv, kendte Siddharta kun til glæde.
Dette ændrede sig dog med ét totalt og fuldkomment. På tre på hinanden følgende dage så han en meget syg mand, en meget gammel mand og til sidst et lig, der var ved at blive ført til kremationspladsen. Siddharta blev dybt rystet, da han indså at alle nydelser, alle egendele og al berømmelse han havde, var underlagt forgængelighed; at intet han havde kendt til, var varigt. Imidlertid havde han også en fjerde oplevelse, da han så en mediterende yogi, der hvilede i sit sind, mere end i de oplevelser der kom og gik i sindet. Siddharta følte, at her var en forbindelse med noget ud over kommen og gåen, noget tidløst og varigt. En nat skar Siddharta sit lange hår af og sneg sig væk fra sit rige, ud i Nordindiens skove og bakker. Han havde ét mål; at finde noget, der gik udover sygdom, alderdom og død. Hermed forlod han sit ansvar som kommende fyrste og sin kone og barn. Han så først sin kone igen, da han som en erkendt buddha kom tilbage til Kapilavastu, hvor hun blev hans elev.

 

I seks år søgte Siddharta efter dette. Dengang var det, der nu er Nordindien, en højkultur, med adskillige sideløbende filosofier og en veludviklet medicinsk tradition, ayurveda, der stadig findes i nutidens Indien. Den herskende religion hinduismen, var med sine mere end 300 forskellige retninger, meget bredt favnende. Siddharta gik fra den ene mester til den anden. Med vanlig entusiasme og dygtighed blev han hos hver lærer, indtil han havde forstået alt hvad denne havde at byde på. Det blev dog en skuffelse hver gang, da alle traditioner blot gav flere oplevelser og evner i sindet uden at vise sindets tidløse potentiale bag oplevelserne; det han søgte efter.

Da han afprøvede askesens vej, var det ved at gå galt. Han havde sultet sig selv så meget, og var så afkræftet, at da han hentede vand i en å, faldt han, og var ved at drukne. Han indså, at denne ekstreme livsførelse ikke ville føre til nogen erkendelse, og han gik herefter middelvejen; at ekstremer af nogen form, ikke fører til noget. Til sidst slog han sig ned i Bodhgaya under et bodhi-træ og blev dér, indtil han nåede sit mål.

 

Han blev siddende indtil det 6. døgn, en fuldmånenat i maj på hans 45 års fødselsdag, hvor alle hans forstyrrende følelser og stive forestillinger faldt væk og han erkendte sit sinds tidløse og alvidende natur: han blev en fuldt erkendt Buddha – én der er vågnet op af uvidenhedens søvn. I de første 7 uger blev han siddende i Bodhgaya. Hans krop skulle vænne sig til den nye situation.

 

 

Buddha gav hinayana, det lille fartøjs belæringer

 

De første belæringer Buddha gav, var til hinduguderne Brahma og Indra, der kom for at få en introduktion til deres eget erkendte buddhapotentiale.

 

Herefter vandrede Buddha væk fra Bodhgaya, og mødte, på et sted tæt ved Sarnath kaldet Dyreparken, de asketer, han tidligere havde praktiseret sammen med. De havde været glade for Buddha, da han fulgte dem, men efter han forlod askesens vej, havde de taget afstand fra ham. De kunne dog se, at han havde et særligt lys omkring sig, og de blev nysgerrige efter at høre, hvad der var sket med ham.

 

De fik tillid til ham, og han fortalte dem, hvordan de kunne komme ud af besværligheder og frigøre sig fra verdens lidelse. Grundlæggende set sagde han, at hvis de ville have det bedre selv, måtte de ikke skade nogen levende væsener. Han belærte om de fire ædle sandheder, om årsag og virkning, at de ikke havde noget virkeligt eksisterende jeg, og om hvordan de kunne opleve denne ”jegløshed”.

Denne type belæringer blev meget udbredte, som Buddha vandrede omkring. Mange mennesker var interesserede i at høre om, hvordan de kunne slippe ud af deres besværligheder, og snart voksede en skare af elever omkring ham.

 

 

Buddha gav mahayana, det store fartøjs belæringer

 

Otte år efter de første belæringer ved Sarnath mødte Buddha folk med et større overskud. Det skete i Rajgir, lidt nord for Bodhgaya. Disse folk havde friheden og ønsket om også at gavne andre, og Buddha gav her forklaringer om medfølelse og visdom og metoder til at optræne dem.

Metoderne indbefattede meditation, såvel som de var praktiske. Meditationerne var kontemplation, hvor man via ens intellekt gradvist optrænede ubegrænset medfølelse og intuitiv indsigt. De praktiske råd, Buddha gav, var at være gavmild, leve bevidst til gavn for andre, være tålmodig, handle med glad energi, være nærværende og give slip på begreber. Samlet kaldes de for ”de seks paramita’er” – de seks befriende handlinger.

Omkring 500 år efter Buddhas død blev den store vejs belæringer populære og udbredte i Indien.

 

 

Buddha gav vajrayana, diamantvejens belæringer

 

De mest grundlæggende diamantvejsbelæringer gav Buddha i Shravasti og Vaishali, men ellers blev de ikke givet faste steder. Buddha gav dem spontant, hvor han mødte mennesker, der var åbne og havde umiddelbar tillid til deres egen buddhanatur. Her så folk Buddha som et spejl for deres eget tidløse sind, og Buddha kunne arbejde gennem meget virksomme metoder som identifikation, hengivenhed og omdannelse af forstyrrende følelser til visdom.

Kun ganske få elever brugte og holdte sådanne belæringer og de blev først udbredte efter det store fartøj var etableret.

 

Den store vejs og diamantvejens belæringer blev ikke set som adskilte fra den lille vejs buddhisme. Snarere var hver vej den nødvendige basis for den næste. Det ville ikke give mening, at se alle som buddhaer, hvis man ikke prøvede at gavne dem, og det ville ikke give mening, at gavne andre, hvis man ikke holdt op med at skade dem.

 

Sammenfattet kan ses at Buddha gav tre distinkte typer belæringer, afhængig af elevernes overskud og indstilling.

Disse tre kaldes også med ét udtryk, at Buddha drejede lærens hjul tre gange; første gang i Dyreparken, så i Rajgir og sidst flere forskellige steder.

 

 

Det sociale oprør

 

Buddha elever var hovedsageligt munke, der ernærede sig ved de donationer, folk gav dem, når de tiggede. På den vis fulgte de blot traditionen for hellige mænds opførsel på denne tid. Buddha bragte dog nogle vigtige fornyelser.

Han gjorde op med det meget grundfæstede kastesystem. Til trods for at hinduismen og buddhismen delte belæringerne om årsag og virkning, karma, blev de udlagt på forskellig måde. Hvis man i hinduismen havde karmaen til at fødes fattig og i en lav kaste, var hele ens liv hermed fastlagt. Buddha forklarede, at hvis én havde karmaen til at blive født fattig, var det andres pligt at hjælpe, og at man godt kunne ændre på sit liv.

Som følge heraf tillod han folk af alle kaster at blive hans elever. På linie hermed lod han også kvinder blive optaget i gruppen af ordinerede elever, hvilket var aldeles uhørt i hinduismens traditioner. I hinduismen var det kun mænd, der kunne blive ordineret. Buddha måtte dog gå forsigtigt til værks, så samfundet kunne acceptere denne forandring, og bestemte, at kvindelige nonner skulle være underlagt munkene.

Således gik Buddha en balancegang mellem at modernisere samfundet og forblive en accepteret del af det. Eksempelvis måtte Buddha og hans mange elever stoppe med at vandre omkring om sommeren, når der var regntid. De lokale bønder var ikke glade for, at de trampede kornet ned, der i regnskyllene ikke ville rejse sig igen. Som en fleksibel mand benyttede Buddha dette til, at lave en meditationstilbagetrækning i regntiden, hvilket blev en tradition, der er kørt videre til i dag.

 

Der findes mange historier om Buddhas gøremål, i den tid han underviste. Hans elever Ananda og Shariputra har beskrevet mange af disse hændelser, i det der nu kendes som sutra’erne. Èn ting der karakteriserer dem, er at Buddha aldrig prædikede eller missionerede, men altid lod folk komme til sig. Fordi folk var så forskellige og havde helt individuelle problemer, gav Buddha meget forskellige råd. Han var ekstremt praktisk, og gjorde altid, hvad der var nødvendigt i hvert tilfælde.

 

Et eksempel på Buddhas måde at undervise på var, da en kvindelig elev af ham mistede sin søn. Hun var meget trist og kom til ham, for at se om han ikke kunne genoplive hendes afdøde søn. Det ville Buddha gerne, men han skulle bruge en håndfuld ris, hvor hvert riskorn kom fra en familie, der ikke havde nogen afdøde familiemedlemmer. Kvinden gik fra dør til dør, men kunne selvfølgelig ikke få et eneste riskorn, og hun indså til sidst, at alt hvad der fødes, siden hen vil dø. Da accepterede hun sin søns død og fik mere frihed i sit liv ved denne meget grundlæggende sandhed.

 

I fulde 45 år underviste Buddha, indtil han en dag fik tilbudt noget mad med svinekød af byens smed. Dette kød var dårligt, og Buddha blev syg af dysenteri. Snart efter døde han, 80 år gammel, i Kushinagara, hvor han var sammen med sine elever. De kunne berette hans sidste ord. ”Nu skal i ikke tro et eneste ord jeg har sagt, blot fordi jeg er en buddha, men i skal undersøge det for jer selv. I skal være jeres eget lys.” Endvidere sagde han: ”Jeg kan dø glad. Jeg har ikke holdt en eneste belæring i en lukket hånd. Alt hvad jeg kan give jeg, har i fået.”

 

Denne livshistorie ses ofte sammenfattet i følgende 12 punkter:

 

  1. Han stiger ned fra Tushita himlen
  2. Han går ind i sin moders livmoder
  3. Han bliver født
  4. Han mestrer alle slags intellektuelle og fysiske discipliner
  5. Han nyder sine to koner og elskerinder
  6. Han giver afkald på sit verdslige liv
  7. Han søger i seks års
  8. Han sætter sig under bodhi træet
  9. Han overvinder alle slør og formørkelser
  10. Han manifesterer den fulde erkendelse
  11. Han giver belæringer i 45 år
  12. Han dør

 

 

Fire koncilier og de tre kurve

 

Traditionen siger, at et år efter Buddhas død samledes hans elever til en stor konference, hvor hans hovedelever nedskrev alle de belæringer, Buddha havde givet. Det blev til tre grupper af tekster: vinaya, sutra og abhidharma, der under et kaldes ”de tre kurve”; på indisk, tripitaka.

 

  1. Vinaya indeholder forskrifter om at være munk og nonne, og forklarer, hvordan man kan arbejde med begær.
  2. Sutra beskæftiger sig med meditation, og giver metoder, til at arbejde med vrede og modvilje.
  3. Abhidharma forklarer verdens ydre og sindets indre mekanismer og sammensætning, og fjerner uklar tænkning og forvirring. 

 

Disse belæringer blev overleveret af 16 elever, der havde fuldendt den lille vejs mål, og de blev med tiden ført til Sri Lanka, oversat til pali, og kendes i dag som pali-tripitaka, grundstenen i det lille fartøj. 

 

I løbet af de næste 500 år blev der holdt yderligere to sådanne konferencer, hvor man slog fast, at det lille fartøj var den rette form for buddhisme. I det første århundrede efter kristi fødsel afholdtes den fjerde og sidste konference, hvor det store fartøjs buddhisme begyndte at vinde frem. Flere mahayana sutraer og abhidharma-tekster blev skrevet ned. Hidtil havde disse belæringer været overleveret blandt et mindretal af datidens buddhister, men nu havde Nordindien nået et niveau af overskud og medfølelse, og inden for kort tid spredtes denne altruistiske buddhisme sig til store dele af Indien. De to hovedmænd bag denne spredning var Nagarjuna og Asanga støttet af den buddhistiske kong Ashoka.

 

Efter yderligere ca. 500 år begyndte antallet af buddhister, der praktiserede diamantvejen, at vokse og den gik fra at være en diskret overførelseslinie holdt af nogle få, til at blive populært kendt og mange diamantvejstekster blev forfattet. De sidste 5-600 år buddhismen fandtes i Indien, var den en kombination af munkene i klosterne, der holdt den store vejs belæringer, og yogierne og lægmændene, der holdt diamantvejens belæringer. Disse belæringer blev kendt som den nordlige buddhisme, da de spredtes til Kina, Japan og Tibet. Tibetansk buddhisme bestod således af de fleste af det lille og store fartøjs vinaya, sutra og abhidharma-tekster, samt diamantvejens instruktioner, der gav synet og metoden for deres praksis.

 

De buddhistiske traditioner, der udelukkende holdt den lille vej blev ført til Sri Lanka, hvorfra de gik videre til Thailand, Burma og resten af Sydøstasien. Denne tradition kendes nu som den sydlige buddhisme.

 

 

Tre planer af Buddhas liv

 

Så store forskelle som der er imellem den lille vej, den store vej og diamantvejen, er det naturligt at buddhalegenden kan udlægges på forskellig vis. Hermed ikke sagt at én udlægning er mere korrekt end en anden, men at forskellige mennesker har gavn af og kan forholde sig til forskellige ting. Det var derfor Buddha, til at begynde med, gav belæringer på disse tre planer.

 

Hvis man betragter Buddhas liv fra det lille fartøj, blev Buddha født som prins Siddharta. Han havde i utallige liv forinden (der er hinayana tekster, der beskriver Buddhas 500 tidligere liv) opbygget mange positive indtryk i sit sind, og disse kom til udtryk i, at Buddha blev født som en prins. Herefter var han flittig nok til at nå resten af vejen til oplysningen i ét liv. Hans liv som en Buddha var som en vis og oplyst person. Han lavede ingen mirakler, men levede et godt og moralsk liv.

 

Ifølge det store fartøjs buddhisme kom Buddha fra Tushita himmelen, et tilholdssted for guder og fremtidens buddhaer. Han var en bodhisattva på tiende trin, dvs. så tæt på at være en buddha, som muligt. Igennem hans liv udviklede han sig den sidste del, indtil han nåede den fulde erkendelse i Bodhgaya. I det store fartøj beskrives Buddha på tre planer: hans fysiske krop, der udførte en buddhas 12 handlinger. Hans energilegeme, der underviste bodhisattvaer og guder, og som ikke opleves af almindelige mennesker. Og sidst, hans sinds ubegrænsede rumnatur, tidløst og overalt. Disse tre kaldes på indisk nirmanakaya, sambhogakaya og dharmakaya; på dansk kærligheds-, fryds- og sandhedstilstanden.

Denne, samt den lille vejs udlægning, er baggrunden for de gængse versioner af buddhalegenden.

 

Diamantvejen forklarer, at Buddha allerede var erkendt inden han blev født. Han gik igennem sit liv af luksus, afkald og erkendelse som et eksempel for andre. Da Buddha manifesterede erkendelsen i Bodhgaya fortættedes sandhedstilstanden sig i en erkendt, kvindelig form, Sarva Buddha Dakini, og gennem hendes forening med Buddha, smeltede alle kvindelige og mandlige energier, såvel som alle andre dualiteter sammen i en rund og fuldendt tilstand.

På dette plan kan men ikke tale om, at Buddha blev født, gik en vej, underviste dette og hint til den ene og anden elev og til sidst døde. At have nået den fulde erkendelse er, at have udviklet medfølelse og kærlighed for alle væsener samt begrebsløs og intuitiv, alvidende visdom. Denne tilstand af tidløs erkendelse går ud over ord og begreber som fødsel, liv og død, og kan ikke forstås af almindelige mennesker, der endnu ikke har erkendt deres egen buddhanatur. Buddhas elever var bundet af og oplevede gennem følelser og tanker og så derfor Buddha belære om buddhismen på forskellig måde til forskellige folk. Hvordan Buddhas optræden og undervisning blev opfattet havde at gøre med eleven og ikke Buddha.

Fra Buddhas synspunkt var der ingen begrebsmæssig tænkning og undervisning, blot en spontan og direkte handlen til gavn for alle. For 2500 år siden kom de rette betingelser sammen for at Buddha kunne virke. Der var et ønske og en modenhed blandt Indiens befolkning om at udvikle sig; en ring, som krogen af Buddhas medfølelse kunne hægte sig fast i. Herefter udtrykte han blot naturlig og spontan aktivitet, dirigeret af hans intuitive visdom, således at de elever han underviste, hver især fik mest ud af det.

 

På diamantvejsplan underviste Buddha på den mest effektive måde. Buddha gav til de folk der havde tillid til ham og så ham, som et udtryk for deres egen buddhanatur, en direkte smag af erkendelsen, gennem deres hengivenhed og åbenhed. Ofte viste han her sin krop som et buddha-aspekt, der udtrykte en erkendt kvalitet, som eleverne havde brug for at udvikle. Derpå gav Buddha meditationer, hvor eleven identificerede sig med dette buddha-aspekt, for derved at kunne afdække samme kvalitet i sig selv. Disse elever stod, dengang som nu, oftest midt i samfundet med familie og job, samtidig med de mediterede, når der var tid.

 

 

Kærlighed, der nydes af den uvidende,

 

Kan udvikle sig til bånd, binding, og undertrykkelse.

 

Frigørende kærlighed udvikler sig med visdom til befrielse.

 

Nyd alle kærlighedens glæder uden frygt,

 

For derved at nå befrielsen.

 

Fra diamantvejsteksten ”Cittavishuddhiprakarana

 

 

Back